Vil du ha’ god motion, vind i håret, farve i kinderne, måske en vabel eller to i hænderne og en god snak, så kom og ro med os i Roklubben Skjold.
.
Vi optager kvinder og mænd i alle aldre: Unge fra 12 år, voksne og seniorer 60+. Vi dyrker motionsroning fra Svanemøllehavnen i inrigger robåde, havkajak, turkajak, outrigger eller coastal både. På Bagsværd Sø er der mulighed for kaproning.
.
I rosæsonen, der strækker sig fra ca. 1. april til 30. oktober, er der faste rotider for ungdomsroere, voksne og seniorer flere gange om ugen, hvor vi mødes, sætter hold og ror én, to eller flere timer efter ønske. Derudover er der åbent for roning på alle andre dage og tidspunkter af døgnet.
.
Om vinteren tilbyder Skjold svømning, styrke- og konditionstræning, gymnastik, pilates, rospinning mm. Der er også mulighed for vinterroning, hvis du er frigivet til det.
.
Vi lægger stor vægt på det sociale samvær i klubben, og der arrangeres fester, weekendture, roferier og andre spændende ture i løbet af sæsonen. I seniorafdelingen er der fælles frokost hver onsdag.