Motionsroning

https://usercontent.one/wp/roklubbenskjold.dk/wp-content/uploads/2019/07/inrigger-A443x300.jpg

En 4-årers glasfiber-inrigger, to svirvler i hver side

En inriggerbåd er den bådtype, som roklubber benytter til motionsture i det daglige, langture, langdistancekaproning og til at tage på roferie i. Bådene kan enten være til to roere og en styrmand kaldet en toer, eller til fire personer og en styrmand kaldet en firer.

Forskellen til en outriggerbåd, som fortrinsvis bruges til kaproning, er, at på en inrigger sidder åregaflen (svirvlen) monteret på selve bådens skrog. På en outrigger sidder svirvlen uden for båden på et stativ kaldet en rig.

En inriggerbåd er bred, stabil og meget sødygtig, og man kan medbringe bagage til f.eks. en uges roferie. Tidligere byggede man bådene i træ, nu om dage fremstilles de i kulfiber eller glasfiber. Klubben råder over både træbåde og glasfiberbåde. Årerne er fremstillet i kulfiber, er lette og stærke og med træhåndtag. I en inrigger ror man med én åre til enten styrbords (højre) eller bagbords (venstre) side.

På en rotur er der altid en styrmand, som har kommandoen og ansvaret for mandskab og båd. Det betyder ikke, at det er den person der styrer hele tiden. Som regel bytter man plads i båden undervejs, hvis der er mulighed for det – det er styrmandens vurdering.

En motionstur på et par timer eller tre, kan gå fra klubbens hus i Svanemøllehavnen til Charlottenlund, Skovshoved havn, Knud Rasmussen-statuen, Tårbæk Havn eller længere afhængig af, hvor rutineret mandskabet er, og om man ror i en to- eller fireåres båd. Turen kan også gå ind i Københavns Havn, men her er der en del restriktioner, så det sker ikke så tit. I den sidste ende er det vejr og vind der bestemmer, hvor og hvor langt man kan og vil ro.