Rospinning

Rospinning kombinerer roning på en romaskine (ergometer) med musik og intervaller. Man ror sammen med andre i takt til musik og med skiftende intensitet. Rospinning er en sjov og effektiv måde at træne hele kroppen på – ben, bagdel, ryg, mave, arme – og kondition og fedtforbrænding bliver styrket. Rospinning er på samme tid skånsom og intens. Alle kan deltage uanset alder og niveau, begynder eller rutineret, fordi man selv kan justere belastning og tempo (antal rotag pr. minut).


Instruktøren guider gennem øvelser i takt til motiverende musik med skiftende tempi for at skabe variation. Instruktion foregår med en personlig Instruktør eller med en virtuel Instruktør i et computerprogram (eRoning). Som regel opbygges træningen med intervaller hvor høj og lettere intensitet skifter f.eks. gradvis trappes op (og ned).


Rospinning i fællesskab med andre er sjovt og motiverende, men man kan selvsagt også benytte romaskiner alene, eventuelt guidet af et program fra eRoning.


Rospinning er godt året rundt: I vinterhalvåret når man ikke kan komme på vandet, i sommerhalvåret når man vil træne lidt ekstra eller forbedre sin roteknik og sit rotag.