Hvad betyder det at blive medlem af Roklubben Skjold?

Når du bliver medlem af Roklubben Skjold, bliver du samtidigt en del af et levende og inkluderende fællesskab, hvor roning, motion, frivillighed, natur- og sociale oplevelser går hånd i hånd – uanset om du er ung eller ældre, nybegynder eller erfaren roer.

Klubbens formål er at fremme rosporten ved at tilbyde medlemmerne mulighed for at dyrke roning i rosæsonenanden idræt uden for sæsonen, og i det hele taget at tage del i et aktivt socialt klubliv. Det betyder, at vi både er på vandet, i bevægelse på land – og sammen om meget mere end bare sport.

Om sommeren ror vi, og det kan gi’ vind i håret, farve i kinderne, vabler i hænderne, grin og gode snakke. 

Om vinteren er der vedligehold af vores både og udstyr, mange gode vinteraktiviteter og også mulighed for roning, hvis du er frigivet til det.

En klub båret af fællesskab og frivillighed

Roklubben Skjold er ligesom mange andre danske foreninger drevet af medlemmernes frivillige indsats. Det er netop dét, der gør klubben levende og giver alle en følelse af ejerskab. Vi har brug for hinanden for at få hverdagen og fællesskabet til at fungere – og der er plads til alle bidrag, store som små.

Som medlem kan du f.eks.:

  • Hjælpe med at vedligeholde både og udstyr (særligt i vintersæsonen)
  • Rydde op, og orden i klubhus og udearealer
  • Arrangere eller støtte op om ture, events og sociale aktiviteter
  • Være med til at planlægge og afholde ture, sociale aktiviteter og fester
  • Indgå i udvalg og bidrage med idéer og initiativ
  • Sørge for, at sikkerhedsudstyr er i orden og tilgængeligt
  • Hjælpe med information via klubbens medlemsblad ”Rosport” og klubbens informationssystem
  • Deltage i administration og støtte klubbens økonomi og udvikling
  • Klargøre klubben til sommersæsonen og pynte op til fester

Plads til alle – både på vand og på land

Hos Skjold er der plads til dig, uanset om du søger seriøs træning, hyggelig motionsroning, vinteraktiviteter, sociale arrangementer eller bare et fællesskab med mennesker, der har lyst til at være aktive sammen.

Her møder du mennesker i alle aldre og med forskellige baggrunde, men med én ting til fælles: Vi har lyst til at bidrage – og til at være en del af noget større.

Med andre ord: Et medlemskab i Roklubben Skjold er en invitation til både bevægelse og fællesskab. Du får adgang til roning, motion, nye venskaber – og mulighed for at præge og styrke det fællesskab, du er en del af.