Nivå

Nivågrunden har været Roklubben Skjolds lejrgrund siden 1933. Grunden blev købt som klubbens eget samlingssted og har siden fungeret som base for roning, ophold og fællesskab. Med opførelsen af Dageløkkehuset året efter blev Nivå et fast holdepunkt for klubbens aktiviteter, og stedet bruges fortsat aktivt af medlemmerne mere end 90 år senere.

Hvis du vil vide lidt mere..

Nivågrunden – Skjolds lejrgrund/sommerhus gennem mere end 90 år

Den 2. juni 1933 blev et vigtigt kapitel skrevet i Roklubben Skjolds historie. Denne dag købte klubben sin egen lejrgrund i Nivå – en drøm, der længe havde været på tegnebrættet. For blot 3.920 kr. (svarende til ca. 150.000 kr. i dag) blev Skjold ejer af et stykke kystjord med dæmning og forstrand – et sted, hvor klubbens roere kunne mødes, slappe af og nyde naturen.

Allerede før kontrakten var underskrevet, drog fem roere afsted fra Langelinie for at tage grunden i besiddelse. Efter næsten tre timers roning kunne de hejse Skjolds stander og markere begyndelsen på en ny tradition: Nivå som klubbens faste samlingspunkt.

Allerede året efter var Dageløkkehuset – også kaldet Nivåhuset – klar som klubbens weekendhytte. Siden har stedet dannet rammen om utallige ture, fællesskab og gode minder.

I 2024 fejrede Skjold 90 års jubilæum for Nivågrunden – en levende del af klubbens historie, der stadig i dag bruges flittigt af medlemmerne.